Vi støtter UKRAINE

Hybrid vs. plugin-hybrid – hvad er forskellen?

Undrer du dig over brugen af ordene hybrid og plugin-hybrid? Beskriver de to sider af samme sag, eller er der tale om forskellige slags biler? Vi forstår godt forvirringen, for betegnelserne bruges ofte i flæng, selv om der faktisk er forskel på bilerne. Her i artiklen kan du blive klogere på de vigtigste forskelle, når vi taler om hybrid vs. plugin-hybrid.
Zaptec Go ladeboks på husmur

Hvad er en hybrid?

Ganske kort fortalt er en hybridbil – også kaldet en mild hybrid – en bil, der har både en diesel- eller benzinmotor og en elektrisk motor. Det er føreren, der bestemmer, om der skal køres med brændstofmotor, elektrisk motor eller en kombination af dem begge. Den elektriske motor i en hybridbil er lille, og derfor kan den uden problemer lades op, mens bilen kører, når den er i frigear, og når den bremser. Det hele er med til at generere elektrisk energi, som den elektriske motor kan køre på.

Til gengæld kan en hybrid typisk kun køre få km udelukkende på elektricitet, før brændstofmotoren sætter ind – hvis den da overhovedet er i stand til kun at køre på el. Derfor bruges den elektriske motor primært til at give et accelerationsboost, når det er nødvendigt, og fungerer dermed som et supplement til brændstofmotoren og ikke som en erstatning for den.

 

… og hvad er så en plugin-hybrid?

Det var lidt om den traditionelle hybridbil. Og hvordan fungerer en plugin-hybrid så, der også er en ganske udbredt bil i dag?

I grove træk minder en hybrid og en plugin-hybrid om hinanden forstået på den måde, at de begge har både en brændstofmotor og en elektrisk motor. I en plugin-hybrid hjælper den elektriske motor også med acceleration og igangsætning ligesom på en hybrid. Men her hører lighederne også op. Hvor den klassiske hybridbil kun har meget begrænset kapacitet i den elektriske motor, er en plugin-hybrid forsynet med en noget større elektrisk motor.

Det betyder, at en plugin-hybrid også kan køre væsentligt længere udelukkende på den elektriske motor – og at bilen ikke selv kan lade elmotoren op, på samme måde som en hybrid kan. Det betyder, at en den elektriske motor i en plugin-hybrid skal lades op, når der ikke er mere strøm på. Til gengæld kan du køre mellem 15 og 60 km på ren el afhængigt af modellen på din bil, når den er ladet helt op – og når der ikke er mere strøm på, kan du køre videre på brændstofmotoren.

 

De første 80 % strøm tager kortest tid

Når du undersøger en elbils ladetid, er det værd at være opmærksom på, at den sommetider er opgjort i forhold til de første 80 % strøm. De første 80 % går nemlig væsentligt hurtigere end de sidste 20 %, som derfor nogle gange kan være udeladt. Og faktisk spiller det ikke så stor en rolle, fordi du til de daglige ture sjældent har brug for at lade batteriet helt op.

Den større hastighed på de første 80 % er også en af grundene til, at mange ser det som god ladeskik kun at lade til 80 % på offentlige ladestandere, når andre venter på at komme til. Det giver både dig selv og andre en væsentligt længere ladetid, hvis du insisterer på at klemme de sidste 20 % ud af ladestanderen.

 

Hvordan foregår opladning af en plugin-hybrid?

Som nævnt bliver en plugin-hybrid ikke opladet under kørslen på samme måde som en hybrid. Derfor skal den lades op via en ekstern kilde på samme måde som en ren el-bil. For at få mest muligt ud af en plugin-hybrids elektriske motor skal den lades op hver dag, hvis du kører i bilen hver dag. For de fleste giver det derfor mening at have en opladningsmulighed derhjemme i form af en ladeboks eller en ladestander, men du kan også lade offentligt.

De fleste plugin-hybrider kan kun lade med en enkelt fase, og derfor kan du ikke benytte dig af de hurtigladere, som elbiler kan. (medmindre den har CCS mulighed) Det betyder, at det tager lidt længere tid at lade, og derfor er det en fordel at kunne lade derhjemme. Her lader du til gengæld også problemfrit med en ganske almindelig ladeboks eller ladestander af den type, man køber til almindelige elbiler.

 

Hvor kan man lade plugin-hybridbiler?

Overvejer du at anskaffe dig en plugin-hybrid, får du brug for med mellemrum at lade den op, hvis du ikke vil køre på ren benzin eller diesel. Du kan lade på alle såkaldte normalladere, men som nævnt ikke på hurtigladere. Normalladere findes ofte ved private hjem, på arbejdspladser og offentlige parkeringspladser – faktisk er næsten halvdelen af alle offentlige ladestandere i Danmark normalladere.

 

Hvor udbredte er plugin-hybrider i Danmark?

Både de rene elbiler og plugin-hybrider er steget voldsomt i antal gennem de sidste år. Fra slutningen af 2020 til slutningen af 2021 steg antallet af elbiler fra 31.900 til 66.600 – det vil sige mere end en fordobling. I samme periode steg antallet af plugin-hybrider fra 29.700 til 77.900. Faktisk udgjorde plugin-hybrider mere end 30 % af alle nye biler, der blev solgt i december 2021.

De to typer stod ultimo 2021 for 5,2 % af det samlede antal personbiler, mens de et år tidligere udgjorde 2,4 %. For begge typer er der altså tale om markeder i vækst, og mon ikke også det kommer til at fortsætte i de kommende år. Er du ejer af en elbil eller plugin-hybrid er det desuden godt nyt for dig, fordi en større efterspørgsel på eldrevne eller delvist eldrevne biler også betyder bedre muligheder for at lade dem offentligt.