Sådan finder du det rigtige ladekabel til din elbil
Et ladekabel er på mange måder noget af det vigtigste udstyr til din elbil. Det er ladekablet, der gør det muligt at overføre strømmen fra ladeboksen eller ladestanderen til bilen. For at opladningen sker så effektivt og sikkert som muligt, har du brug for den rigtige type kabel.
Når du skal købe et ladekabel til elbil, skal du være opmærksom på at vælge:
- et kabel i en passende længde.
- den rigtige type ladekabel – som oftest vil det være type 2
- den effekt (kW) og strømstyrke (A), der passer til din elbil, ladeboks og dit kredsløb i hjemmet
- tilstrækkeligt med faser til dine behov
Hos Zapp forhandler vi kabler på alt mellem tre og 10 meter. Et kort kabel kan være fint til hjemmebrug, hvor du altid holder helt tæt på ladeboksen og gerne vil undgå et langt kabel til at fylde i garagen eller carporten. Omvendt kan det være praktisk med et lidt længere ladekabel, hvis du sommetider har det med dig og skal bruge det på offentlige ladestandere, hvor der kan være en lidt større afstand mellem bil og stander.
Med et type 2 ladekabel kan du lade din elbil ved hjælp af alle de almindelige ladebokse og ladestandere i Europa, og det er derfor den mest anvendelige type. Læs mere om type 1 og type 2 ladekabler herunder.
Hvad er forskellen på type 1 ladekabel og type 2 ladekabel?
Type 1 og Type 2 er navnet på to forskellige stik til at oplade elbilen med.
- Type 1 stikket forsyner bilen med enfaset vekselstrøm (AC). Stikket er 1-faset og kan maksimalt benyttes op til 7,4 kW – i de fleste tilfælde kun op til 3,7 kW. Stikket er sjældent brugt i Europa, men er udbredt i elbiler fra Asien og til dels i USA.
- Type 2 stikket understøtter også vekselstrøm (AC), såvel 1-faset og 3-faset. Det er det mest udbredte stik i Danmark og er blevet et EU-krav. Det indebærer, at alle nye elbiler solgt i Danmark som standard skal være udstyret med denne type 2 stikkontakt.
Hvad er 1-fase og 3-fase?
Elnettet fungerer med tre faser, som kan sammenlignes en motorvej for strøm med tre kørebaner. Hvis du oplader med 1-faset, udnytter du kun en af tre baner til strøm. Det tager derfor længere tid for bilen at lade op, end hvis du udnytter alle tre baner. Lader du med 3-faset, udnytter du alle tre kørebaner for strøm – og bilen bliver hurtigere ladet op.
Med et ladekabel med 3 faser kan du opnå en ladeeffekt på 22 kW sammenlignet med 7,2 kW, hvilket er mest almindeligt for 1-faset. Jo højere kW, des hurtigere får du opladt din bil. Når du skal vælge et ladekabel til din bil, er det naturligvis vigtigt at vide om din bil understøtter opladning med 3-faser.
Type 2 ladekabel – det mest udbredte ladekabel til elbil
Det absolut mest almindelige ladekabel er type 2. Det passer til langt de fleste elbiler og er også defineret som standard i Europa. Dog er Nissan Leaf 2015 et kendt eksempel på en elbil med type 1 stik. Det kræver et ladekabel med type 1 i den ene ende og type 2 i den anden ende, så det passer i både bil og ladestander
Med et type 2 ladekabel til din elbil kan du både benytte dig af 1- og 3-faset vekselstrøm. På et type 2-stik lader de fleste biler fra 3,7 til 7,4 kW. Skal du lade over 7 kW, er det i praksis nødvendigt med 3-faset vekselstrøm. Der er endnu få elbiler, der kan trække 22 kW, men der vil uden tvivl komme flere i fremtiden.
Type 2 kablet har den fordel, at det kan bruges til praktisk talt alle ladebokse og ladestandere – både dem til privatforbrugere og på de offentlige ladestandere, hvor der ikke er et fastmonteret kabel, men hvor du skal bruge dit eget. Har du dit type 2 ladekabel med dig, er du derfor næsten sikker på altid at kunne lade bilen op.
Hos Zapp forhandler vi følgende ladekabler med type 2 ladestik (3-fasede):
- Type 2 ladekabler: ZapMobility og Zaptec Type 2. Disse kan låses til din Easee Lite eller Zaptec Go ladeboks derhjemme, så undgår du tyveri.
- Metron Type 2 kabel med Tesla knap, der åbner og låser ladeporten på din Tesla med et enkelt tryk. Kan ligeledes låses til din Easee Home eller Zaptec Go ladeboks derhjemme.
Vælg elbil ladekabel med størst mulig effekt
Hvis du vil have mest muligt ud af dit kabel, så skal ladekablets maksimale opladningseffekt svare til den effekt, din bil kan trække. Det er endnu de færreste elbiler, der kan lade med 22 kW, men ligesom du kan forberede dig på fremtiden ved at vælge en ladeboks med mulighed for 22 kW, kan du også gøre det med dit ladekabel. De fleste ladekabler af god kvalitet kan desuden trække 32 A, hvilket er et udtryk for, hvor stor strømstyrke du kan lade med – og dermed hvor hurtigt du kan lade. En almindelig stikkontakt kan til sammenligning ikke holde til mere end 6 A gennem længere tid.
Vælger du et ladekabel til tre faser, kan du opnå den størst mulige effekt under opladningen.
Derfor er det uundværligt med dit eget kabel til elbil
Med til de fleste elbiler følger et såkaldt “mormorkabel”. Navnet er ikke ment som en fornærmelse af bedstemødre, men henviser til, at du med mormorkablet kan lade din elbil alle steder – også hjemme hos dine bedsteforældre, der sandsynligvis ikke har en ladeboks hængende i garagen. Kablet kan nemlig sættes i en ganske almindelig stikkontakt på 220 V.
Der er dog mange gode grunde til at begrænse brugen af mormorkablet så meget som muligt. Det kan være fristende at trække strømmen fra den almindelige stikkontakt for at spare udgiften til en fast ladeløsning, men det er en risikabel løsning, der heller ikke sparer dig penge på længere sigt.
For det første sker der et større ladetab, så du bruger unødvendigt meget strøm på at lade din bil op. For det andet risikerer du at overbelaste elinstallationerne, der ikke er beregnet til en så stor belastning over længere tid. Det kan både resultere i overophedede installationer og farlige elektriske stød. Skal du i en nødsituation lade med mormorkablet, bør du aldrig lade i mere end tre timer ved højst 6 A og helst så tæt på eltavlen som muligt. Det bedste er en stikkontakt med direkte forbindelse til tavlen.
Med et type 2-ladekabel til din elbil slipper du for alle de bekymringer, der følger med mormorkablet, og du lader både billigere og mere sikkert.
Spørgsmål til ladekabler til elbil? Kontakt os i dag
Uanset om du har spørgsmål til et bestemt ladekabel til din elbil, en ladestander fra vores sortiment eller brug for kyndig hjælp til at vælge den rigtige løsning, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi har allerede hjulpet utallige elbilejere med at få det optimale ud af deres elbil. Ring til os på 42 71 37 30 eller send en mail til info@zapp.dk, så vil vi med glæde besvare alle dine spørgsmål.