Hvilke ladestik til elbil findes der

Hvilke ladestik til elbil findes der?

Hvis du er ny i elbilernes fascinerende verden, er du uden tvivl stødt på et hav af nye begreber. Nogle af dem er måske mere eller mindre selvforklarende, mens andre kræver et par ord med på vejen for at blive forståelige. Én af de ting, som kan være svære at gennemskue, er de mange forskellige typer af ladestik til elbiler.

hvilke ladestik til elbil findes der

Der findes flere, men type 2 er det mest almindelige ladestik til elbil

Langt de fleste elbiler, du finder på vejene i dag, understøtter det helt almindelige og meget udbredte type 2-stik. Det er det samme stik, som du finder både på de fleste private ladebokse og på de offentlige ladestandere – du er altså godt hjulpet, hvis din elbil kan lades op via et type 2-stik.

Der findes også flere andre ladestik til elbiler, der bruges i større eller mindre grad. De typer, du kan møde, er:

Type 1

Type 2

CSS-Combo

CHAdeMO

Nedenfor gennemgår vi de forskellige ladestik, deres specifikationer og udbredelse.

Type 1-ladestik

Type 1 minder i sin udformning om type 2, men er begrænset til kun at kunne lade med en enkelt fase. I praksis er type 1-ladestikket næsten udfaset i Europa, men bruges i Asien og til dels også i USA. Derfor kan du finde det i enkelte ældre modeller af asiatiske elbiler som eksempelvis Nissan LEAF. Type 1-stikket kaldes også indimellem for et Yakazi-stik.

Type 2-ladestik

Som nævnt tidligere er et type 2-stik det langt mest udbredte ladestik til elbiler i Danmark og Europa. Hvor et type 1-ladestik kun kan lade med en enkelt fase, kan type 2 lade med både en- og trefaset vekselstrøm.

De fleste elbiler kan trække mellem 3,7 og 11 kW med et type 2-stik, men enkelte kan trække helt op til 22 kW. Det kræver dog, at den installation, der lades fra, kan trække 32 A.

CSS-Combo

CSS står for Combo Charging System, og stikket er en videreudvikling af det almindelige type 2-stik. Forskellen er, at CSS-stikket har særlige kontakter til jævnstrøm, som sidder nederst i stikket. Formålet med stikket er at gøre opladning mere ensartet verden over og samtidig at kombinere jævnstrøm og vekselstrøm i samme stik.

CSS Combo er den europæiske standard for stik til hurtigladere, og det er kompatibelt med type 2-stikket.

CHAdeMO

Igen er der her tale om en stiktype, der primært er i brug på asiatiske elbiler – og i dette tilfælde de japanske, hvor CHAdeMO er standardløsningen. I denne form for stik bruges der kun jævnstrøm, og biler med CHAdeMO-stik skal derfor have en separat kontakt til vekselstrøm. Ligesom med type 1 er dette et stik, du sjældent vil møde i hverdagen.

hvilket stik til elbil

Har stikket i min elbil betydning for, hvilke typer af elbil-ladere jeg kan bruge?

Ja, din bil skal være kompatibel med ladeboksen eller ladestanderen, for at du kan bruge den. Har du et type 2-stik eller et CSS-Combo-stik, vil du sjældent møde problemer på dén front.

Der er dog også ting, du kan gøre, hvis du har en af de mere sjældne stiktyper i din bil.

Har du et type 1-ladestik i din elbil, kan du for eksempel godt lade på offentlige ladestandere med type 2-stik. Det kræver bare, at du har et kabel med type 1-ladestik i den ene ende og type 2-ladestik i den anden – et såkaldt type 2 til type 1-ladekabel.

På de gængse hurtigladere, du kan finde i byerne og langs motorvejene, er der fastmonterede kabler, der som regel dækker de tre mest almindelige stiktyper; type 2, CSS og CHAdeMO.

Lynladestationerne, som stadig ikke findes helt så mange steder, har altid CSS-stik og ofte også CHAdeMO. Det er nødvendigt med et af disse to stik i bilen for at kunne udnytte effekten fra lynladeren og få din bil ladet op i en fart.

hvorfor findes der saa mange forskellige ladestik til elbiler

Hvorfor findes der så mange forskellige ladestik til elbiler?

Det havde været smart, hvis alle producenter af elbiler og ladestandere havde været enige om, hvilken type stik de skulle forsyne deres produkter med. Sådan er det desværre ikke i praksis, og de manglende standarder på området har gjort det til lidt af en jungle at finde rundt i.

Dog forholder det sig sådan, at EU i 2014 valgte CSS-Combo-stikket som standard til hurtigladning i EU, ligesom type 2-stikket nu er udnævnt som det generelle standardstik. Det betyder, at du aldrig går helt galt i byen med lige netop disse stik. Samtidig er standarderne dog blevet fastlagt så sent, at flere ældre biler er forsynet med andre typer stik. Der er også forskel på standarderne i forskellige lande og verdensdele, og CHAdeMO er for eksempel stadig standard i Japan, mens det er helt på vej ud i Europa.